For udenforstående må etiske diskussioner inden for antropologiens verden fremstå besynderlige. På den ene side har antropologer gennem tiden været ekstremt hårde i deres domme over fagets problematiske historie i forhold til racespørgsmål, kolonialisme og repræsentationen af ikke-vestlige lande som tilbagestående (Asad 1973). Ligeså har der til tider været rødglødende debatter om de etiske implikationer af antropologens positionering (Agar 1996) for ikke at tale om spørgsmål vedrørende repræsentationen af andre kulturers forståelser af tid, kosmologi og virkelighed (Clifford & Marcus 1986; Fabian 1983; West 2007) samt løbende diskussioner om antropologers etiske pligt til at tale „sandhed til magt“ (Scheper-Hughes 1995).