Der mangler ikke udfordringer for sundhed, sygdom og samfund i fremtiden.
Ofte nævnes demografiske ændringer – en ældre befolkning og øget migration –
som væsentlige grunde til forandring: flere med ...kroniske sygdomme og medfølgende risiko for flere indlæggelser og polyfarmaci; øget spredning af infektionssygdomme; forekomst af genetiske sygdomme i nye befolkningsgrupper. Direkte
og indirekte følger af klimaforandringer lægger en ekstra kaotisk dimension til
dette med risiko for tørke, hungersnød, massemigration, oversvømmelser, væbnede konflikter og medfølgende epidemier.
Man kan derfor godt undre sig over, at der ikke er mere interesse for fremtiden i
medicinsk forskning. Vi ved at der er store udfordringer som venter. Der opsættes
visioner for, hvad vi bør gøre i fremtiden fra globale aktører som WHO og ledende
medicinske tidsskrifter som Lancet. Men hvor er den videnskabelige afsøgning af
mulige fremtider for vores sundhedssystemer? Hvor er tilsvaret til klimaforskningens grundige scenarier for mulige udviklinger og udfordringer? Spørgsmålet
bliver ekstra påtrængende, fordi medicinens grundbeskrivelser af sygdom faktisk
har en indbygget rettethed mod fremtiden. Det er det som ligger i begrebet prognose (fremadrettet erkendelse/indsigt). I enhver medicinsk lærebog er sygdomme
beskrevet med ætiologi, patogenese, klinik, diagnostik, behandling og prognose.
Altså en narrativ struktur hvor noget påvirker mennesket (ætiologi), fører til en
forandring i kroppen (patogenese), en forandring som kommer til udtryk (klinik),
som der findes undersøgelser af (diagnostik), som kan antyde mulige behandlinger (terapi/behandling) og hvor valgene kan påvirke hvilke mulige fremtider som
er tilgængelige (prognose). Hvorfor er der så ikke mere interesse for medicinens
egen udvikling og fremtider?
PDF
