Med inddragelse af historisk naturkatastrofeteori og en række primært demografiske data for 1830erne og 1840erne undersøger denne artikel, hvad der sker med en mindre by som Nibe, når den rammes af en udefrakommende ulykke som svigtende fiskeri, hvor byens absolutte hovedindtægtskilde forsvinder fra et år til det næste, som det skete i 1829-1830. Nibe viser sig at være resilient som købstad, samtidig med at byen husede sårbare individer, der for mange vedkommende flyttede bort. Datidens nibenitter så selv sildens forsvinden som en katastrofe, og denne artikel udgør et første forsøg på at forstå, hvordan et mindre fiskerisamfund reagerer ved hjælp af tilpasning såvel som imødegåelse af den katastrofe, at deres primære marine ressource forsvinder. De fundne migrationsmønstre peger på, at migranterne primært flyttede til Aalborg og til det øvre Nørrejylland, mens migranter med fiskerirelaterede erhverv flyttede væsentligt længere væk.