Indledningsvis præsenteres baggrunden for landadelens storhedstid i sidste halvdel af 1800-tallet i Danmark. Det var denne del af adelen, der for alvor havde mulighed for at manifestere noget, der ...lignede adelig suverænitet, hvilket i særdeleshed gjaldt majoratsbesidderne, som foruden herregårde med alt, hvad dertil hørte, havde økonomiske midler til deres rådighed, som ingen andre kunne præstere på den tid. Og det havde den et grænseløst behov for at stille til skue, såvel i sin livsførelse på herregårdene som i enhver anden sammenhæng. Jagterne kom til at spille en fremtrædende rolle i disse statusmarkeringer, og en lensgreve gav direkte udtryk for, at han anså dem for at være en del af den luksus, som var nødvendig for at give standen éclat . Dette udsagn synes at rumme nøglen til en nærmere forståelse af den højere landadels ekstravagante livsførelse, og det leder tanken hen på teorier udviklet af socialøkonomen Thorstein Veblen i bogen The Theory of the Leisure Class og af socialantropologen og sociologen Roland Girtler i bogen Die feinen Leute . I artiklen diskuteres det, i hvilket omfang Veblens teorier om iøjnefaldende fritid og forbrug og Girtlers teorier om menneskets iboende stræben efter fornemhed og de dynamiske aspekter forbundet hermed kan bidrage til en forståelse af den betydning, som jagten fik for landadelen i den pågældende periode. Emnet har tidligere været behandlet i forbindelse med en bredt anlagt afhandling om herregårdsjagtens historie i Danmark. Her bliver det gjort til genstand for en sammenfattende diskussion ud fra den opfattelse, at landadelen ganske vist anvendte jagterne og andre statusmarkeringer som led i en generel manifestation af adelig suverænitet og eksklusivitet, men at bestræbelserne nok især var drevet af indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed, snarere end at det handlede om at distingvere sig i forhold til det fremvoksende industri- og handelsborgerskab.
Når det lige netop var jagterne, som kom til at spille så fremtrædende en rolle i landadelens statusmarkeringer, skyldes det, at den var et ældgammelt fyrsteligt og adeligt værdighedssymbol, som var baseret på privilegeret godsbesiddelse. I Christian 8.s tid som prins og konge fik kongehusets jagter en renæssance, og de ansporede den statusbevidste landadel til at gøre sig gældende med noget, der lignede på sine egne besiddelser. I løbet af 1850'erne begyndte man for alvor at afholde store efterårsjagter, som strakte sig over flere dage og derfor var forbundet med herremiddage og anden selskabelighed. De følgende år blev scenen sat for en åbenlys herskabelig manifestation, som med r eference til adelens deltagelse i kongehusets jagter i enevældens tid, faldt fint i tråd med den højere landadels behov for at stille sin særlige status til skue.
På grevskabet Frijsenborg iscenesatte man et herskabeligt liv med tilhørende jagter i næsten fyrstelig stil med henblik på at manifestere en udpræget højadelig status over for ikke mindst de andre adelige samt gennem udsøgte fornemhedsmanifestationer at nærme sig en fyrstelig position, som gjorde én selvskreven til at modtage kongelige besøg. Set i relation til Veblens begreber - iøjnefaldende fritid og forbrug - var forholdene på Frijsenborg lige efter bogen. Jagtudøvelsen var i sig selv iøjnefaldende, og på Frijsenborg fik den fuld skrue ikke blot ved store landskabelige iscenesættelser med masser af fotografier og sågar malerier heraf, men også derved, at herskabet, når de opholdt sig hjemme på gården, kunne være ude på jagt 70 af årets dage. Jagtpersonalet, der talte op imod 20 mand, kan i lighed med tjenestefolkene i hovedbygningen med Veblens terminologi anskues som "stedfortrædende fritidsudøvere", idet de ikke befattede sig med produktivt arbejde i traditionel forstand, men fortrinsvis var beskæftiget med arbejde i tilknytning til herskabets fritidsliv og således udstiller det yderligere.
Med hensyn til det iøjnefaldende forbrug var forholdene på Frijsenborg ikke til at tage fejl af. De ekstravagante jagter og de dermed forbundne pragtfulde selskaber med alt, hvad dertil hørte af stilfuldhed, taler næsten for sig selv. I forbindelse med sådanne tiltag inddrages gæsterne ifølge Veblen som medaktører i forbruget, han tildeler dem i denne sammenhæng rollen som "stedfortrædende forbrugere", og det giver anledning til indbyrdes konkurrence. Under middagsselskaberne indgik kvinderne i en veritabel kappestrid om at være klædt i den mest pragtfulde robe. De optrådte i den fornemste klædedragt, med de prægtigste smykker, stort tjenerskab og den mest forfinede levemåde og stillede således ægtemandens overflod ødselt til skue, hvilket også er en af Veblens pointer. Kvinderne fungerede således som mandens forlængede arm, når det handlede om at demonstrere fritid og forbrug.
Ud over at være velegnede som led i bestræbelserne på at demonstrere iøjnefaldende fritid og forbrug havde jagterne også det fortrin, at de afspejlede eksistensen af et mere eller mindre kompliceret system af rang og grader, som ifølge Veblen kendetegner den udviklede fritidsklasse. For herskabsjagternes vedkommende kommer dette til udtryk derved, at de var gradueret, så de faldt i flere afdelinger, der var organiseret hierarkisk, tjente forskellige formål og dermed også blev iscenesat med forskellige målgrupper for øje, men generelt set var det en eksklusiv foreteelse, der som regel var forbeholdt adelige standsfæller, mens borgerlige godsejere yderst sjældent deltog i de fineste af jagterne.
På Fyn forholdt det sig således, at man i forbindelse med de fine herskabsjagter inviterede repræsentanter fra andre fynske godser i et omfang, så næsten alle adelige besiddelser indgik i et vidt forgrenet netværk, som bestod af jægere, der kom regelmæssigt hos hinanden.
Det var naturligvis betydningsfuldt at være inkluderet i et sådant netværk af godsbesiddere, som byttede jagt med hinanden. De tætte relationer godserne imellem var i nogen grad familiebetingede, men de afspejler også jagtens betydning som standsmæssig manifestation af adelig eksklusivitet og sammenhold.
En gennemgang af udvalgte jagtentusiasters personlige jagtjournaler viser med al ønskelig tydelighed, at jagterne lagde beslag på en stor del af deres tid. De mest ihærdige kunne på årsbasis være af sted hver tredje eller hver fjerde dag, og foruden jagterne på egne revirer gjaldt det i efterårssæsonen deltagelse i talrige klapjagter på andre herregårde.
Herskabsjagternes uovertrufne eksponeringsmuligheder bevirkede, at de blev tillagt stor betydning også blandt godsbesiddere, som normalt ikke selv gik på jagt. Selv i disse tilfælde fik jagten ofte en fremtrædende rolle i det herskabelige liv og blev anset for at være en absolut nødvendighed i samspillet med standsfæller og kongehus.
Med spektakulære landskabelige iscenesættelser af masseskyderi af fasaner bliver det meget tydeligt, at jagterne ikke alene er udtryk for, hvad Veblen karakteriserer som iøjnefaldende fritid og forbrug, men at de også er et klart vidnesbyrd om det element af ødselhed, der ifølge Veblen som regel vil være forbundet med demonstrativ fritids- og forbrugsudfoldelse.
Mange historieladede tiltag på jagtens område vidner sammenholdt med landadelens øvrige tilbøjeligheder til at tage historien til indtægt for sin gøren og laden - herunder opførelse af hovedbygninger i historicistiske stilarter - om standens behov for at påkalde sig fordums tider, da konge og adel regerede i fællesskab og dermed måske også legitimere den symbiose, der var mellem godsejerregeringer og kongehus i sidste halvdel af 1800-tallet. Som Veblen påpeger, er fritidsklassen nemlig bl.a. kendetegnet derved, at den er skærmet mod presset fra de stadige forandringer i det moderne samfund, og den er derfor i stand til at fastholde et livsmønster - eller som her genoplive traditioner - som hører fortiden til. Samtidig skal man dog ikke være blind for, at landadelen med brug af de udpræget kongelige jagtsymboler har ladet sig friste til at pryde sig med lånte fjer i sin idelige stræben efter en højere grad af fornemhed.
Inddrages adelens vinterophold i København med henblik på at undersøge de iøjnefaldende aktiviteters karakter og betydning under disse anderledes omstændigheder, synes de samme forhold som ved jagterne i store træk at gøre sig gældende blot med den forskel, at mulighederne for at synliggøre bestræbelserne var langt mere mangfoldige i hovedstaden, hvor også hele eliten var forsamlet. Som ved jagterne handlede det om en generel manifestation af adelig suverænitet og eksklusivitet, men også om indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed.
I modsætning til, hvad man måske kunne forvente, er der ikke noget, der tyder på, at landadelen var specielt optaget af at distingvere sig i forhold til det fremvoksende industri- og handelsborgerskab, om end det også ved hoffet begyndte at trængte sig på. I denne sammenhæng var rangforordningen stadig et velegnet redskab til at fastholde den herskende orden.
Høj SteneA monumental ship setting by the Gudenå river
Ship settings, or stone ships, in the sense of stones arranged in a regular pointed-oval shape, are known especially from Denmark and Sweden, ...where some can be dated to the Late Bronze Age, others to the Late Iron Age and Viking Age. Of the latter, so-called monumental ship settings stand out by virtue of having a length in excess of 40 m (fig. 1). A further general feature is that, either singly or in groups, they occupy prominent positions in the landscape, usually by a main traffic route and often in association with barrows; some are found in conjunction with a royal residence – Jelling and Lejre. Insofar as rune stones form an integral part of a ship setting, as is said to be the case at Glavendrup and Bække and is suggested by the circumstances at Jelling, the monument can be dated to the Viking Age. In other cases, the dating of the monuments is less certain, with several possibly deriving from the end of the Late Iron Age.
There is also great uncertainty about the function of these monumental ship settings. There has been a general tendency to perceive them as burial structures on a par with the other ship settings. But the preservation conditions at the archaeologically investigated monuments have been poor, and it has therefore not been possible to demonstrate a clear link between monumental ship settings and possible graves. Even so, these monuments can clearly be perceived as a power manifestation by an aristocratic environment, and they can be viewed in conjunction with the ship symbolism that is evident in Late Iron Age boat graves and the spectacular ship burials of the Viking Age.
With the aim of addressing these issues, Moesgaard Museum has investigated the site of one of southern Scandinavia’s largest ship settings, located at Vejerslev, close to Gudenå river (fig. 1, no. 1). The monument was demolished more than 150 years ago. The first mention of it in written sources is in 1683 under the name “Højs Steen”, located on the western fields of the village of Vejerslev, which run down towards the Gudenå. A written source from 1768 states that the ship setting extends between two small barrows standing about 100 paces apart.
A report submitted to the National Museum of Denmark around 1850 contains valuable information about the ship setting as the detailed text is accompanied by a survey of the ship setting’s ground plan. It is stated that the monument was c. 88 m long and 13 m wide in the middle. The drawing shows 16 preserved stones. These stood 2-4 m apart and were c. 1.9-2.5 m high (fig. 4). But the stone at the northern stem/stern, which was c. 4.5 m in length, lay toppled on the northern barrow. The distance from the Gudenå river is given as just less than 100 m. A written source from 1877 states that the final remaining stones were removed in 1852.
In 2014 and 2016, systematic geophysical surveys were undertaken of the area between the mound that could be the northern barrow and the remains of the presumed southern barrow. Collectively, the geophysical surveys sketched a picture of an extended pointed-oval formation between the two barrows (fig. 6). The structure had been c. 82 m long and 14 m wide at its broadest point. This concurs well with the dimensions given in the report to the National Museum around 1850. The ship setting was oriented NNW-SSE and lay almost parallel with the Gudenå, c. 130 m distant from it. It was located on the edge of a level sandy plain that rises above the riverbed.
An archaeological investigation was undertaken in 2016, with an excavation trench measuring c. 18 x 9 m being positioned across the southern part of the ship setting, in a place where the geophysical surveys had demonstrated stone traces or possibly stones (fig. 6). Of the four anomalies evident on the geophysical surveys that fitted with an arrangement of gunwale stones, it proved possible to locate three in the archaeological investigation. A further investigation was undertaken at the site in 2017, when a trench measuring c. 18 x 13 m was placed across the middle of the ship setting (fig. 6). This demonstrated a good agreement between the excavated stone traces and those evident from the geophysical surveys (fig. 12).
During the investigation in 2017, several metal objects were found by metal detector in the soil layer located over the central part of the ship setting. These were primarily melted fragments of gold and bronze objects, as well as a silver artefact and one of iron. The gold objects comprise a fragment of band-like gold foil with animal ornamentation (fig. 14), two small rings of beaded wire (fig. 15a-b), a small band-like ring (fig. 16), a fragment of an edge fitting of gold foil (fig. 17), two partially melted fragments of lugs (?) (fig. 18), four unidentifiable fragments of gold foil and ten melted gold lumps. The bronze finds comprise a strap buckle (fig. 21), two possible fragments of brooches (fig. 19 and 20), a fragment of a bronze artefact with vaulted upper surface (fig. 22), six unidentified fragments and 44 melted bronze lumps. The silver object is a small rivet, and there is a small fragment of a thin iron sheet.
As is evident from the above description, most of the metal finds from the ship setting are heavily fragmented and partially melted, which makes dating difficult. The finds are interpreted as remains from a cremation grave that has been placed on the surface of the central part of the ship setting. The most remarkable find is the ornamented gold foil (fig. 14), which can be assigned to the second half of the 6th century AD; the early part of Salin’s style II. As for the two gold rings (fig. 15), similar rings are employed on brooches and swords from the Late Germanic Iron Age, where they are placed around rivets. The third gold ring (fig. 16) must, due to its tiny diameter, be perceived as decoration that has encircled an object.
The strap buckle (fig. 21) is of a type that Mogens Ørsnes dates to phases 1 and 2, i.e. c. AD 550-725. The possible button bow from a button-bow brooch (fig. 19) cannot be identified more closely. Ørsnes classifies button-bow brooches into types E0-6, which collectively can be assigned to the period AD 550-880. The fragment of an equal-armed brooch (fig. 20) cannot, due to its small size, be identified more closely within Ørsnes’ types F1-4, which are all assigned to his phase 1, c. AD 550-650. The most recent research dates the beginning of the dating range for this brooch type to between AD 510 and 545. All in all, the finds can be placed within the second half of the 6th century AD, as also suggested by the ornamented gold foil.
A central question is whether the ship setting and the cremation grave are contemporaneous. With regard to the ship setting, a sample was taken for OSL dating from one of the socket stones in A121. The date subsequently obtained by the Nordic Laboratory for Luminescence Dating/DTU Nutech was 1.33±0.13 ka, i.e. 688±130 in calendar years. In other words, the ship setting was constructed in the period AD 558-818. When the OSL date is compared with the archaeological dating of the artefacts, it seems very probable that ship setting and cremation grave are contemporaneous. A further indication that the now vanished grave had a direct link with the ship setting is the distribution of the metal finds: These were all found over the central part of the monument.
Burial customs in the Late Germanic Iron Age are characterised by local differences, and cremation graves surrounded by stone settings are the dominant form in Jutland. The best-known example is Lindholm Høje at Nørresundby, with almost 700 graves marked by various kinds of stone settings, including some that are ship-like in form. At Høj Stene there was nothing to indicate that the cremation had taken place directly on-site. All the evidence suggests that the cremation grave was located so high up that it was disturbed by the cultivation activities of later times. The presumed cremation grave shows some similarities with the situation in Grydehøj at Lejre. The base of this large round barrow, which had been c. 40 m in diameter and up to 4 m in height, was covered by a burnt layer containing charcoal, fragments of burnt bone and artefacts in the form of gold wire, drops of melted gold, melted bronze and burnt iron rivets. These represent the remains of a cremation grave containing the remnants of exceptionally rich grave furnishings that were destroyed in the cremation and, judging by patches of fire-reddened earth, this took place directly on-site. Grydehøj has been 14C dated to the first half of the 7th century AD and is therefore contemporaneous with the early magnate’s settlement at Lejre, with the Høj Stene grave, with similar cremation graves and with closely related boat graves in Sweden that, in addition to magnificent grave goods, were also accompanied by remains of numerous animals.
As for the many unanswered questions about monumental ship settings, the localisation of Høj Stene and the associated investigations have taken us a significant step further towards a better understanding of the chronology and function of these structures. The enormous ship setting is dated to the Late Germanic Iron Age, c. AD 600, and is so far the first example that can be securely assigned to this period. Furthermore, it was constructed as a sepulchral monument for an unusually richly-furnished cremation grave which exhibits many common features with the coeval elite grave in Grydehøj and with Swedish burial monuments. Like other monumental ship settings, Høj Stene occupied a striking location. It was placed by the Gudenå river, which was presumably a major traffic route extending far into the central part of Jutland. The monument must have been impressive seen from the river, and it was also sited close to an ancient traffic junction. Kongensbro lies about 1 km to the southwest, and there has been an actual
Høj SteneA monumental ship setting by the Gudenå river
Ship settings, or stone ships, in the sense of stones arranged in a regular pointed-oval shape, are known especially from Denmark and Sweden, ...where some can be dated to the Late Bronze Age, others to the Late Iron Age and Viking Age. Of the latter, so-called monumental ship settings stand out by virtue of having a length in excess of 40 m (fig. 1). A further general feature is that, either singly or in groups, they occupy prominent positions in the landscape, usually by a main traffic route and often in association with barrows; some are found in conjunction with a royal residence – Jelling and Lejre. Insofar as rune stones form an integral part of a ship setting, as is said to be the case at Glavendrup and Bække and is suggested by the circumstances at Jelling, the monument can be dated to the Viking Age. In other cases, the dating of the monuments is less certain, with several possibly deriving from the end of the Late Iron Age.
There is also great uncertainty about the function of these monumental ship settings. There has been a general tendency to perceive them as burial structures on a par with the other ship settings. But the preservation conditions at the archaeologically investigated monuments have been poor, and it has therefore not been possible to demonstrate a clear link between monumental ship settings and possible graves. Even so, these monuments can clearly be perceived as a power manifestation by an aristocratic environment, and they can be viewed in conjunction with the ship symbolism that is evident in Late Iron Age boat graves and the spectacular ship burials of the Viking Age.
With the aim of addressing these issues, Moesgaard Museum has investigated the site of one of southern Scandinavia’s largest ship settings, located at Vejerslev, close to Gudenå river (fig. 1, no. 1). The monument was demolished more than 150 years ago. The first mention of it in written sources is in 1683 under the name “Højs Steen”, located on the western fields of the village of Vejerslev, which run down towards the Gudenå. A written source from 1768 states that the ship setting extends between two small barrows standing about 100 paces apart.
A report submitted to the National Museum of Denmark around 1850 contains valuable information about the ship setting as the detailed text is accompanied by a survey of the ship setting’s ground plan. It is stated that the monument was c. 88 m long and 13 m wide in the middle. The drawing shows 16 preserved stones. These stood 2-4 m apart and were c. 1.9-2.5 m high (fig. 4). But the stone at the northern stem/stern, which was c. 4.5 m in length, lay toppled on the northern barrow. The distance from the Gudenå river is given as just less than 100 m. A written source from 1877 states that the final remaining stones were removed in 1852.
In 2014 and 2016, systematic geophysical surveys were undertaken of the area between the mound that could be the northern barrow and the remains of the presumed southern barrow. Collectively, the geophysical surveys sketched a picture of an extended pointed-oval formation between the two barrows (fig. 6). The structure had been c. 82 m long and 14 m wide at its broadest point. This concurs well with the dimensions given in the report to the National Museum around 1850. The ship setting was oriented NNW-SSE and lay almost parallel with the Gudenå, c. 130 m distant from it. It was located on the edge of a level sandy plain that rises above the riverbed.
An archaeological investigation was undertaken in 2016, with an excavation trench measuring c. 18 x 9 m being positioned across the southern part of the ship setting, in a place where the geophysical surveys had demonstrated stone traces or possibly stones (fig. 6). Of the four anomalies evident on the geophysical surveys that fitted with an arrangement of gunwale stones, it proved possible to locate three in the archaeological investigation. A further investigation was undertaken at the site in 2017, when a trench measuring c. 18 x 13 m was placed across the middle of the ship setting (fig. 6). This demonstrated a good agreement between the excavated stone traces and those evident from the geophysical surveys (fig. 12).
During the investigation in 2017, several metal objects were found by metal detector in the soil layer located over the central part of the ship setting. These were primarily melted fragments of gold and bronze objects, as well as a silver artefact and one of iron. The gold objects comprise a fragment of band-like gold foil with animal ornamentation (fig. 14), two small rings of beaded wire (fig. 15a-b), a small band-like ring (fig. 16), a fragment of an edge fitting of gold foil (fig. 17), two partially melted fragments of lugs (?) (fig. 18), four unidentifiable fragments of gold foil and ten melted gold lumps. The bronze finds comprise a strap buckle (fig. 21), two possible fragments of brooches (fig. 19 and 20), a fragment of a bronze artefact with vaulted upper surface (fig. 22), six unidentified fragments and 44 melted bronze lumps. The silver object is a small rivet, and there is a small fragment of a thin iron sheet.
As is evident from the above description, most of the metal finds from the ship setting are heavily fragmented and partially melted, which makes dating difficult. The finds are interpreted as remains from a cremation grave that has been placed on the surface of the central part of the ship setting. The most remarkable find is the ornamented gold foil (fig. 14), which can be assigned to the second half of the 6th century AD; the early part of Salin’s style II. As for the two gold rings (fig. 15), similar rings are employed on brooches and swords from the Late Germanic Iron Age, where they are placed around rivets. The third gold ring (fig. 16) must, due to its tiny diameter, be perceived as decoration that has encircled an object.
The strap buckle (fig. 21) is of a type that Mogens Ørsnes dates to phases 1 and 2, i.e. c. AD 550-725. The possible button bow from a button-bow brooch (fig. 19) cannot be identified more closely. Ørsnes classifies button-bow brooches into types E0-6, which collectively can be assigned to the period AD 550-880. The fragment of an equal-armed brooch (fig. 20) cannot, due to its small size, be identified more closely within Ørsnes’ types F1-4, which are all assigned to his phase 1, c. AD 550-650. The most recent research dates the beginning of the dating range for this brooch type to between AD 510 and 545. All in all, the finds can be placed within the second half of the 6th century AD, as also suggested by the ornamented gold foil.
A central question is whether the ship setting and the cremation grave are contemporaneous. With regard to the ship setting, a sample was taken for OSL dating from one of the socket stones in A121. The date subsequently obtained by the Nordic Laboratory for Luminescence Dating/DTU Nutech was 1.33±0.13 ka, i.e. 688±130 in calendar years. In other words, the ship setting was constructed in the period AD 558-818. When the OSL date is compared with the archaeological dating of the artefacts, it seems very probable that ship setting and cremation grave are contemporaneous. A further indication that the now vanished grave had a direct link with the ship setting is the distribution of the metal finds: These were all found over the central part of the monument.
Burial customs in the Late Germanic Iron Age are characterised by local differences, and cremation graves surrounded by stone settings are the dominant form in Jutland. The best-known example is Lindholm Høje at Nørresundby, with almost 700 graves marked by various kinds of stone settings, including some that are ship-like in form. At Høj Stene there was nothing to indicate that the cremation had taken place directly on-site. All the evidence suggests that the cremation grave was located so high up that it was disturbed by the cultivation activities of later times. The presumed cremation grave shows some similarities with the situation in Grydehøj at Lejre. The base of this large round barrow, which had been c. 40 m in diameter and up to 4 m in height, was covered by a burnt layer containing charcoal, fragments of burnt bone and artefacts in the form of gold wire, drops of melted gold, melted bronze and burnt iron rivets. These represent the remains of a cremation grave containing the remnants of exceptionally rich grave furnishings that were destroyed in the cremation and, judging by patches of fire-reddened earth, this took place directly on-site. Grydehøj has been 14C dated to the first half of the 7th century AD and is therefore contemporaneous with the early magnate’s settlement at Lejre, with the Høj Stene grave, with similar cremation graves and with closely related boat graves in Sweden that, in addition to magnificent grave goods, were also accompanied by remains of numerous animals.
As for the many unanswered questions about monumental ship settings, the localisation of Høj Stene and the associated investigations have taken us a significant step further towards a better understanding of the chronology and function of these structures. The enormous ship setting is dated to the Late Germanic Iron Age, c. AD 600, and is so far the first example that can be securely assigned to this period. Furthermore, it was constructed as a sepulchral monument for an unusually richly-furnished cremation grave which exhibits many common features with the coeval elite grave in Grydehøj and with Swedish burial monuments. Like other monumental ship settings, Høj Stene occupied a striking location. It was placed by the Gudenå river, which was presumably a major traffic route extending far into the central part of Jutland. The monument must have been impressive seen from the river, and it was also sited close to an ancient traffic junction. Kongensbro lies about 1 km to the southwest, and there has been an actual
I denne artikel beskriver dr.phil. Jesper Laursen de to store husmandsudstykninger ved Store Restrup i Himmerland, der fandt sted fra slut 1800-tallet, med fokus på de nye samfund, der opstod, og de ...drivende kræfter og personer, der stod bag.
Dr.phil. Jesper Laursen beskriver i denne artikel Lensafløsningen på Frijsenborg og familien Frijs, der i modsætning til mange andre godsejerfamilier kom nogenlunde helskindet gennem afløsningen.
Indledningsvis præsenteres baggrunden for landadelens storhedstid i sidste halvdel af 1800-tallet i Danmark. Det var denne del af adelen, der for alvor havde mulighed for at manifestere noget, der ...lignede adelig suverænitet, hvilket i særdeleshed gjaldt majoratsbesidderne, som foruden herregårde med alt, hvad dertil hørte, havde økonomiske midler til deres rådighed, som ingen andre kunne præstere på den tid. Og det havde den et grænseløst behov for at stille til skue, såvel i sin livsførelse på herregårdene som i enhver anden sammenhæng. Jagterne kom til at spille en fremtrædende rolle i disse statusmarkeringer, og en lensgreve gav direkte udtryk for, at han anså dem for at være en del af den luksus, som var nødvendig for at give standen éclat. Dette udsagn synes at rumme nøglen til en nærmere forståelse af den højere landadels ekstravagante livsførelse, og det leder tanken hen på teorier udviklet af socialøkonomen Thorstein Veblen i bogen The Theory of the Leisure Class og af socialantropologen og sociologen Roland Girtler i bogen Die feinen Leute. I artiklen diskuteres det, i hvilket omfang Veblens teorier om iøjnefaldende fritid og forbrug og Girtlers teorier om menneskets iboende stræben efter fornemhed og de dynamiske aspekter forbundet hermed kan bidrage til en forståelse af den betydning, som jagten fik for landadelen i den pågældende periode. Emnet har tidligere været behandlet i forbindelse med en bredt anlagt afhandling om herregårdsjagtens historie i Danmark. Her bliver det gjort til genstand for en sammenfattende diskussion ud fra den opfattelse, at landadelen ganske vist anvendte jagterne og andre statusmarkeringer som led i en generel manifestation af adelig suverænitet og eksklusivitet, men at bestræbelserne nok især var drevet af indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed, snarere end at det handlede om at distingvere sig i forhold til det fremvoksende industri- og handelsborgerskab.Når det lige netop var jagterne, som kom til at spille så fremtrædende en rolle i landadelens statusmarkeringer, skyldes det, at den var et ældgammelt fyrsteligt og adeligt værdighedssymbol, som var baseret på privilegeret godsbesiddelse. I Christian 8.s tid som prins og konge fik kongehusets jagter en renæssance, og de ansporede den statusbevidste landadel til at gøre sig gældende med noget, der lignede på sine egne besiddelser. I løbet af 1850'erne begyndte man for alvor at afholde store efterårsjagter, som strakte sig over flere dage og derfor var forbundet med herremiddage og anden selskabelighed. De følgende år blev scenen sat for en åbenlys herskabelig manifestation, som med reference til adelens deltagelse i kongehusets jagter i enevældens tid, faldt fint i tråd med den højere landadels behov for at stille sin særlige status til skue. På grevskabet Frijsenborg iscenesatte man et herskabeligt liv med tilhørende jagter i næsten fyrstelig stil med henblik på at manifestere en udpræget højadelig status over for ikke mindst de andre adelige samt gennem udsøgte fornemhedsmanifestationer at nærme sig en fyrstelig position, som gjorde én selvskreven til at modtage kongelige besøg. Set i relation til Veblens begreber - iøjnefaldende fritid og forbrug - var forholdene på Frijsenborg lige efter bogen. Jagtudøvelsen var i sig selv iøjnefaldende, og på Frijsenborg fik den fuld skrue ikke blot ved store landskabelige iscenesættelser med masser af fotografier og sågar malerier heraf, men også derved, at herskabet, når de opholdt sig hjemme på gården, kunne være ude på jagt 70 af årets dage. Jagtpersonalet, der talte op imod 20 mand, kan i lighed med tjenestefolkene i hovedbygningen med Veblens terminologi anskues som "stedfortrædende fritidsudøvere", idet de ikke befattede sig med produktivt arbejde i traditionel forstand, men fortrinsvis var beskæftiget med arbejde i tilknytning til herskabets fritidsliv og således udstiller det yderligere.Med hensyn til det iøjnefaldende forbrug var forholdene på Frijsenborg ikke til at tage fejl af. De ekstravagante jagter og de dermed forbundne pragtfulde selskaber med alt, hvad dertil hørte af stilfuldhed, taler næsten for sig selv. I forbindelse med sådanne tiltag inddrages gæsterne ifølge Veblen som medaktører i forbruget, han tildeler dem i denne sammenhæng rollen som "stedfortrædende forbrugere", og det giver anledning til indbyrdes konkurrence. Under middagsselskaberne indgik kvinderne i en veritabel kappestrid om at være klædt i den mest pragtfulde robe. De optrådte i den fornemste klædedragt, med de prægtigste smykker, stort tjenerskab og den mest forfinede levemåde og stillede således ægtemandens overflod ødselt til skue, hvilket også er en af Veblens pointer. Kvinderne fungerede således som mandens forlængede arm, når det handlede om at demonstrere fritid og forbrug.Ud over at være velegnede som led i bestræbelserne på at demonstrere iøjnefaldende fritid og forbrug havde jagterne også det fortrin, at de afspejlede eksistensen af et mere eller mindre kompliceret system af rang og grader, som ifølge Veblen kendetegner den udviklede fritidsklasse. For herskabsjagternes vedkommende kommer dette til udtryk derved, at de var gradueret, så de faldt i flere afdelinger, der var organiseret hierarkisk, tjente forskellige formål og dermed også blev iscenesat med forskellige målgrupper for øje, men generelt set var det en eksklusiv foreteelse, der som regel var forbeholdt adelige standsfæller, mens borgerlige godsejere yderst sjældent deltog i de fineste af jagterne.På Fyn forholdt det sig således, at man i forbindelse med de fine herskabsjagter inviterede repræsentanter fra andre fynske godser i et omfang, så næsten alle adelige besiddelser indgik i et vidt forgrenet netværk, som bestod af jægere, der kom regelmæssigt hos hinanden. Det var naturligvis betydningsfuldt at være inkluderet i et sådant netværk af godsbesiddere, som byttede jagt med hinanden. De tætte relationer godserne imellem var i nogen grad familiebetingede, men de afspejler også jagtens betydning som standsmæssig manifestation af adelig eksklusivitet og sammenhold.En gennemgang af udvalgte jagtentusiasters personlige jagtjournaler viser med al ønskelig tydelighed, at jagterne lagde beslag på en stor del af deres tid. De mest ihærdige kunne på årsbasis være af sted hver tredje eller hver fjerde dag, og foruden jagterne på egne revirer gjaldt det i efterårssæsonen deltagelse i talrige klapjagter på andre herregårde.Herskabsjagternes uovertrufne eksponeringsmuligheder bevirkede, at de blev tillagt stor betydning også blandt godsbesiddere, som normalt ikke selv gik på jagt. Selv i disse tilfælde fik jagten ofte en fremtrædende rolle i det herskabelige liv og blev anset for at være en absolut nødvendighed i samspillet med standsfæller og kongehus.Med spektakulære landskabelige iscenesættelser af masseskyderi af fasaner bliver det meget tydeligt, at jagterne ikke alene er udtryk for, hvad Veblen karakteriserer som iøjnefaldende fritid og forbrug, men at de også er et klart vidnesbyrd om det element af ødselhed, der ifølge Veblen som regel vil være forbundet med demonstrativ fritids- og forbrugsudfoldelse.Mange historieladede tiltag på jagtens område vidner sammenholdt med landadelens øvrige tilbøjeligheder til at tage historien til indtægt for sin gøren og laden - herunder opførelse af hovedbygninger i historicistiske stilarter - om standens behov for at påkalde sig fordums tider, da konge og adel regerede i fællesskab og dermed måske også legitimere den symbiose, der var mellem godsejerregeringer og kongehus i sidste halvdel af 1800-tallet. Som Veblen påpeger, er fritidsklassen nemlig bl.a. kendetegnet derved, at den er skærmet mod presset fra de stadige forandringer i det moderne samfund, og den er derfor i stand til at fastholde et livsmønster - eller som her genoplive traditioner - som hører fortiden til. Samtidig skal man dog ikke være blind for, at landadelen med brug af de udpræget kongelige jagtsymboler har ladet sig friste til at pryde sig med lånte fjer i sin idelige stræben efter en højere grad af fornemhed.Inddrages adelens vinterophold i København med henblik på at undersøge de iøjnefaldende aktiviteters karakter og betydning under disse anderledes omstændigheder, synes de samme forhold som ved jagterne i store træk at gøre sig gældende blot med den forskel, at mulighederne for at synliggøre bestræbelserne var langt mere mangfoldige i hovedstaden, hvor også hele eliten var forsamlet. Som ved jagterne handlede det om en generel manifestation af adelig suverænitet og eksklusivitet, men også om indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed.I modsætning til, hvad man måske kunne forvente, er der ikke noget, der tyder på, at landadelen var specielt optaget af at distingvere sig i forhold til det fremvoksende industri- og handelsborgerskab, om end det også ved hoffet begyndte at trængte sig på. I denne sammenhæng var rangforordningen stadig et velegnet redskab til at fastholde den herskende orden.
Indledningsvis præsenteres baggrunden for landadelens storhedstid i sidste halvdel af 1800-tallet i Danmark. Det var denne del af adelen, der for alvor havde mulighed for at manifestere noget, der ...lignede adelig suverænitet, hvilket i særdeleshed gjaldt majoratsbesidderne, som foruden herregårde med alt, hvad dertil hørte, havde økonomiske midler til deres rådighed, som ingen andre kunne præstere på den tid. Og det havde den et grænseløst behov for at stille til skue, såvel i sin livsførelse på herregårdene som i enhver anden sammenhæng. Jagterne kom til at spille en fremtrædende rolle i disse statusmarkeringer, og en lensgreve gav direkte udtryk for, at han anså dem for at være en del af den luksus, som var nødvendig for at give standen éclat. Dette udsagn synes at rumme nøglen til en nærmere forståelse af den højere landadels ekstravagante livsførelse, og det leder tanken hen på teorier udviklet af socialøkonomen Thorstein Veblen i bogen The Theory of the Leisure Class og af socialantropologen og sociologen Roland Girtler i bogen Die feinen Leute. I artiklen diskuteres det, i hvilket omfang Veblens teorier om iøjnefaldende fritid og forbrug og Girtlers teorier om menneskets iboende stræben efter fornemhed og de dynamiske aspekter forbundet hermed kan bidrage til en forståelse af den betydning, som jagten fik for landadelen i den pågældende periode. Emnet har tidligere været behandlet i forbindelse med en bredt anlagt afhandling om herregårdsjagtens historie i Danmark. Her bliver det gjort til genstand for en sammenfattende diskussion ud fra den opfattelse, at landadelen ganske vist anvendte jagterne og andre statusmarkeringer som led i en generel manifestation af adelig suverænitet og eksklusivitet, men at bestræbelserne nok især var drevet af indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed, snarere end at det handlede om at distingvere sig i forhold til det fremvoksende industri- og handelsborgerskab. Når det lige netop var jagterne, som kom til at spille så fremtrædende en rolle i landadelens statusmarkeringer, skyldes det, at den var et ældgammelt fyrsteligt og adeligt værdighedssymbol, som var baseret på privilegeret godsbesiddelse. I Christian 8.s tid som prins og konge fik kongehusets jagter en renæssance, og de ansporede den statusbevidste landadel til at gøre sig gældende med noget, der lignede på sine egne besiddelser. I løbet af 1850’erne begyndte man for alvor at afholde store efterårsjagter, som strakte sig over flere dage og derfor var forbundet med herremiddage og anden selskabelighed. De følgende år blev scenen sat for en åbenlys herskabelig manifestation, som med reference til adelens deltagelse i kongehusets jagter i enevældens tid, faldt fint i tråd med den højere landadels behov for at stille sin særlige status til skue. På grevskabet Frijsenborg iscenesatte man et herskabeligt liv med tilhørende jagter i næsten fyrstelig stil med henblik på at manifestere en udpræget højadelig status over for ikke mindst de andre adelige samt gennem udsøgte fornemhedsmanifestationer at nærme sig en fyrstelig position, som gjorde én selvskreven til at modtage kongelige besøg. Set i relation til Veblens begreber – iøjnefaldende fritid og forbrug – var forholdene på Frijsenborg lige efter bogen. Jagtudøvelsen var i sig selv iøjnefaldende, og på Frijsenborg fik den fuld skrue ikke blot ved store landskabelige iscenesættelser med masser af fotografier og sågar malerier heraf, men også derved, at herskabet, når de opholdt sig hjemme på gården, kunne være ude på jagt 70 af årets dage. Jagtpersonalet, der talte op imod 20 mand, kan i lighed med tjenestefolkene i hovedbygningen med Veblens terminologi anskues som ”stedfortrædende fritidsudøvere”, idet de ikke befattede sig med produktivt arbejde i traditionel forstand, men fortrinsvis var beskæftiget med arbejde i tilknytning til herskabets fritidsliv og således udstiller det yderligere. Med hensyn til det iøjnefaldende forbrug var forholdene på Frijsenborg ikke til at tage fejl af. De ekstravagante jagter og de dermed forbundne pragtfulde selskaber med alt, hvad dertil hørte af stilfuldhed, taler næsten for sig selv. I forbindelse med sådanne tiltag inddrages gæsterne ifølge Veblen som medaktører i forbruget, han tildeler dem i denne sammenhæng rollen som ”stedfortrædende forbrugere”, og det giver anledning til indbyrdes konkurrence. Under middagsselskaberne indgik kvinderne i en veritabel kappestrid om at være klædt i den mest pragtfulde robe. De optrådte i den fornemste klædedragt, med de prægtigste smykker, stort tjenerskab og den mest forfinede levemåde og stillede således ægtemandens overflod ødselt til skue, hvilket også er en af Veblens pointer. Kvinderne fungerede således som mandens forlængede arm, når det handlede om at demonstrere fritid og forbrug. Ud over at være velegnede som led i bestræbelserne på at demonstrere iøjnefaldende fritid og forbrug havde jagterne også det fortrin, at de afspejlede eksistensen af et mere eller mindre kompliceret system af rang og grader, som ifølge Veblen kendetegner den udviklede fritidsklasse. For herskabsjagternes vedkommende kommer dette til udtryk derved, at de var gradueret, så de faldt i flere afdelinger, der var organiseret hierarkisk, tjente forskellige formål og dermed også blev iscenesat med forskellige målgrupper for øje, men generelt set var det en eksklusiv foreteelse, der som regel var forbeholdt adelige standsfæller, mens borgerlige godsejere yderst sjældent deltog i de fineste af jagterne. På Fyn forholdt det sig således, at man i forbindelse med de fine herskabsjagter inviterede repræsentanter fra andre fynske godser i et omfang, så næsten alle adelige besiddelser indgik i et vidt forgrenet netværk, som bestod af jægere, der kom regelmæssigt hos hinanden. Det var naturligvis betydningsfuldt at være inkluderet i et sådant netværk af godsbesiddere, som byttede jagt med hinanden. De tætte relationer godserne imellem var i nogen grad familiebetingede, men de afspejler også jagtens betydning som standsmæssig manifestation af adelig eksklusivitet og sammenhold. En gennemgang af udvalgte jagtentusiasters personlige jagtjournaler viser med al ønskelig tydelighed, at jagterne lagde beslag på en stor del af deres tid. De mest ihærdige kunne på årsbasis være af sted hver tredje eller hver fjerde dag, og foruden jagterne på egne revirer gjaldt det i efterårssæsonen deltagelse i talrige klapjagter på andre herregårde. Herskabsjagternes uovertrufne eksponeringsmuligheder bevirkede, at de blev tillagt stor betydning også blandt godsbesiddere, som normalt ikke selv gik på jagt. Selv i disse tilfælde fik jagten ofte en fremtrædende rolle i det herskabelige liv og blev anset for at være en absolut nødvendighed i samspillet med standsfæller og kongehus. Med spektakulære landskabelige iscenesættelser af masseskyderi af fasaner bliver det meget tydeligt, at jagterne ikke alene er udtryk for, hvad Veblen karakteriserer som iøjnefaldende fritid og forbrug, men at de også er et klart vidnesbyrd om det element af ødselhed, der ifølge Veblen som regel vil være forbundet med demonstrativ fritids- og forbrugsudfoldelse. Mange historieladede tiltag på jagtens område vidner sammenholdt med landadelens øvrige tilbøjeligheder til at tage historien til indtægt for sin gøren og laden – herunder opførelse af hovedbygninger i historicistiske stilarter – om standens behov for at påkalde sig fordums tider, da konge og adel regerede i fællesskab og dermed måske også legitimere den symbiose, der var mellem godsejerregeringer og kongehus i sidste halvdel af 1800-tallet. Som Veblen påpeger, er fritidsklassen nemlig bl.a. kendetegnet derved, at den er skærmet mod presset fra de stadige forandringer i det moderne samfund, og den er derfor i stand til at fastholde et livsmønster – eller som her genoplive traditioner – som hører fortiden til. Samtidig skal man dog ikke være blind for, at landadelen med brug af de udpræget kongelige jagtsymboler har ladet sig friste til at pryde sig med lånte fjer i sin idelige stræben efter en højere grad af fornemhed. Inddrages adelens vinterophold i København med henblik på at undersøge de iøjnefaldende aktiviteters karakter og betydning under disse anderledes omstændigheder, synes de samme forhold som ved jagterne i store træk at gøre sig gældende blot med den forskel, at mulighederne for at synliggøre bestræbelserne var langt mere mangfoldige i hovedstaden, hvor også hele eliten var forsamlet. Som ved jagterne handlede det om en generel manifestation af adelig suverænitet og eksklusivitet, men også om indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed. I modsætning til, hvad man måske kunne forvente, er der ikke noget, der tyder på, at landadelen var specielt optaget af at distingvere sig i forhold til det fremvoksende industri- og handelsborgerskab, om end det også ved hoffet begyndte at trængte sig på. I denne sammenhæng var rangforordningen stadig et velegnet redskab til at fastholde den herskende orden.
PDF
