I denne artikkelen undersøker jeg hvordan egne autoetnografiske stoppøyeblikk fra høyere danseutdanning kan forstås i lys av eksisterende kritisk forskning på dans i høyere utdanning (Anttila, 2013; ...Green, 2002–2003; Lakes, 2005; Mabingo & Koff, 2018; Østern, 2016, 2017b). Med en performativ tilnærming tegnes og skrives øyeblikk frem fra min egen utdannelse, med fokus på de erfaringer som har bidratt til negativ transformasjon av meg som individ og dansekunstner, samt hva jeg har opplevd som fraværende i de danseutdanninger jeg har vært en del av. Disse stoppunkt analyseres gjennom å sam-lese de med et utvalg teori og med dette ønsker jeg å bidra med nye innsikter til feltet. De analytiske perspektivene er i særlig grad knyttet til forskning som påpeker de vestlige danseutdanningenes dragning mellom modernisme versus postmodernisme og eurosentrisme versus eurorelativisme. I teksten argumenterer jeg for at jeg som dansestudent ble sosialisert inn i en arv som har tatt form innenfor et større vestlig paradigme preget av kapitalisme og individualisme, hvor det er særlig fokus på ideen om en ideell dansekropp, samt et negativt hierarki mellom dansepedagog og student, som står i vegen for kritikk mot å bli redusert inn i en ferdigstøpt form.
Hensikten med denne studien er å undersøke hva performative kunstdidaktiske erfaringer kan tilføre praksisrefleksjonen til PPU (praktisk pedagogisk utdanning) studenter i drama og teater. Forfatterne ...har gjennomført tre performative kunstdidaktiske forløp med studenter fra to PPUutdanninger i drama og teater i Norge. I etterkant av hvert forløp har forfatterne hatt gruppeintervju, hvor studentene delte sine opplevelser knyttet til refleksjoner over det å utvikle lærerrollen. I denne artikkelen diskuterer vi betydningen av dramafagets kunstdidaktiske muligheter i refleksjon over praksis. Gjennom analyse av studentenes utsagn, utkrystalliserte det seg tre perspektiver: kroppens minne, gjenkjennelsesfelleskapet og distanseperspektivet. Disse perspektivene tilfører, ifølge studentene, et utvidet refleksjonsrom, noe den mer tradisjonelle praksisrefleksjonen ikke rommer.
Particularly within German literary research, there is a tradition to work with the concept of kulturkritik (cultural critique). The paper describes the common understanding and definition of this ...concept and the challenges to its application that have become visible during recent years. The modern discourse challenges the definition of culture as an entity, as a consistent structure that may be subject to critique. The concept of culture has become fluid. This implies that the concept of cultural critique should also be reconsidered.
Taking the literary work of Elsa Gress and Tove Ditlevsen as a point of departure, the article describes a possible path towards a contemporary analytical approach to cultural critique as a concept – a path based on a theoretical foundation that may support future analyses. The paper describes an existential performative cultural critique in which the life and work of the author are parts of a field of synergy, are complementary – and alongside each other establish esthetical events that, to a smaller or larger extend, unfold through public staging.
Især inden for tysk forskning er der tradition for at beskæftige sig med begrebet kulturkritik. Artiklen beskriver den gængse forståelse og definition af begrebet og de vanskeligheder, der i de senere år har vist sig i anvendelsen af det. Modernitetens diskurs udfordrer forståelsen af kulturen som en helhed – en konsistent struktur, som kritikken kan rettes imod. Kulturbegrebet er blevet flydende, og dette medfører, at også kulturkritikken bør genovervejes.
Med afsæt i Elsa Gress’ og Tove Ditlevsens kunstneriske virke skitseres der i artiklen en mulig vej til et tidssvarende analytisk arbejde med kulturkrikken som fænomen, som er baseret på et teoretisk fundament, der kan bære fremtidige analyser. Man kan i denne sammenhæng tale om om en eksistentiel performativ kulturkritik. Her indgår liv og værk i et synergifelt, hvor de to dele er komplementære og tilsammen etablerer æstetiske begivenheder, der i større eller mindre grad udfoldes gennem offentlig iscenesættelse.
Meine neue Lehrerstimme Lena Katrin Merkle
Scenario (Cork),
08/2021, Letnik:
15, Številka:
1
Journal Article
Recenzirano
Odprti dostop
Die Stimme einer Lehrperson ist ein zentrales pädagogisches Instrument. Fremdsprachenlehrende sind – zumindest im klassischen Unterricht – zudem Sprachvorbilder im kommunikativen und auch ...ästhetischen Sinne. Jede Stimme hat einen individuellen Klang, der plastizierbar ist und zielgerichtet eingesetzt werden kann, um ein konstruktives Lernklima zu schaffen. In diesem Beitrag wird ein Seminarmodul für auszubildende DaF-Lehrende vorgestellt, das auf performativ-ästhetischen Arbeitsansätzen basiert. Die Arbeitsform des chorischen Sprechens fand bisher vor allem in der muttersprachlichen und fremdsprachlichen Schulbildung zur Stärkung sprachlich-ästhetischer und persönlichkeitsbildender Kompetenzen Anwendung. Mit ähnlicher Zielsetzung soll im vorliegenden Beitrag aufgezeigt werden, dass der persönliche stimmliche Ausdruck, unter Einbezug des Körperlichen, ein ernstzunehmendes Arbeitsfeld in der fremdsprachlichen Lehrer:innenbildung ist.
I denne studien spør forfatteren Hva bidrar en lærerutdanners modelltenkning med, knyttet til dramaturgi i didaktisk kontekst i perioden 1998 til 2021? I studien brukes performance writing innenfor ...et performativt forskningsparadigme som strukturerende tilnærming. Tre dramaturgiske analysemodeller utviklet som dramaturgididaktisk tenkning, utgjør det empiriske materialet i studien. Modellene bærer spor av den reisen forfatteren har gjort som lærerutdanner, og av de møtene med fenomener og mennesker som har vært og er del av reisen. En preliminær dramaturgisk analysemodell, en relasjonell dramaturgisk analysemodell og en animert nomadisk dramaturgisk analysemodell er konkrete nedslag som bidrar til teoriutvikling. Modellene bærer spor av den utviklingen som har skjedd i løpet av perioden når det gjelder synet på utdannelse, utdanningspolitikk, elevrolle og lærerrolle, fagteori og vitenskapsteori – både internasjonalt og nasjonalt.
Udgangspunktet for denne studie skal findes i et kunstnerisk projekt med det norske scenekunstkompagni Teater Bak Murene. I foråret 2019 arbejdede kompagniet med at udvikle forestillingen Innefra og ...Ut, som blev vist og udviklet sammen med indsatte i Trondheim Fængsel i forbindelse med dansefestivallen Multiplié. I vores undersøgelse af arbejdet med Innefra og Ut fokuserer vi på de kunstfagdidaktiske potentialer, som opstår i krydsfeltet mellem det kunstneriske udviklingsarbejde, deltagerne og publikums møde med forestillingen. I analysen gennemfører vi en fænomen-grafering (Juelskjær, 2019) af to hændelser fra forestillingen. Gennem fænomen-graferingen og begreberne serendipitet, som vi henter fra teaterteori, samt intra-aktion og agens (Barad, 2007; Juelskjær, 2019) åbner vi op for at bringe et væld af forbindelser, både af menneskelige og ikke-menneskelige karakterer, med ind i analysen af forestillingen. Hensigten med artiklen er at undersøge, hvordan serendipitet som kunstfagdidaktisk princip kan bringes med ind i udviklingen af- og mødet med en teaterforestilling.
Artiklen tager afsæt i en jazz duo med to professionelle musikere – en pianist og artiklens forfatter på saxofon. Vi skaber musikken gennem improvisation i sammenfiltringer med grafisk notation, som ...jeg løbende udvikler og nedtegner som grafisk noterede partiturer. I min undersøgelse er duoen udvidet med endnu en saxofonist. Med en performativ forskningstilgang og en performativ opfattelse af musik lader jeg mig guide af effekter af materialiteter som eksempelvis musikinstrumenter og selve musikken i tid og rum, samtidig med at jeg er opmærksom på affekter. Begrebet intra-aktion fra Barads teori om posthumanistisk performativitet tænker jeg sammen med min genererede empiri i en analyse, der bygger på agential realisme. Forskningsspørgsmålet er følgende: Hvordan intra-agerer menneskelige og ikke-menneskelige materialiteter i en grafisk notations tilblivelser henover 1,5 år, når musikken ikke er et værk, der definerer, hvad vi skal lære, men forstås som iterativ intra-aktion, der gør noget med os og verden, mens vi lærer? I stedet for at betragte musik som et objekt eller den musikalske aktivitet som rettet mod en performance sigter denne undersøgelse på at være et bidrag til, at vi kan lære og sanse i iterative intra-aktioner sammen med musikkens uudtømmelige muligheder for tilblivelser.
Denne studien er et bidrag til performativ musikkforskning, med et pedagogisk utgangspunkt. Metodologisk utforsker forfatterne eksperimentelle innganger til musikkforskning gjennom ...performance-skriving og collageteknikk. Artikkelen er en studie av på hvilke måter en komponists nærkamp med notefienden, vanskene med å lese og skrive noter, får agens i hennes komposisjon og formidling av musikk. Musikken i studien er komponert til tekster av den norske dikteren Herman Wildenvey, og studien gjør nedslag i tre tidsperioder med et spenn på tre desennier. Gjennom performance-skriving viser forfatterne hvordan notelesingsvanskene både hindrer og utfordrer det kreative arbeidet, og gjennom diffraktiv analyse undersøkes notefiendens agens i tre diffraksjoner: (1) når komponisten skaper melodiene til Wildenveys lyrikk, (2) når sangene blir urfremført og lydfestet, og (3) når komponisten og pianisten performativt utforsker en av sangene i samspill. Studien viser at notelesingsvanskene får betydning for komponistens valg av musikkstil, selvforståelse og kroppslige tilstedeværelse i musikken, og for det musiker-metaspråket som komponist og pianist utvikler i samspillsituasjonen. Studien avdekker gjennom et postperspektiv, inspirert av Barad, hvordan erfaringer fra en tidlig musikkpedagogisk praksis setter spor som har virkning i nåtid. Artikkelen gir også et eksempel på hvordan performativ læring er agent for endring og myndiggjøring i et livslangt perspektiv.
PDF
